HOVEDSPONSOR
 
 
Gode formbeskeder på Skovbo
10. april 2008

Torsdag bød på et par opmunterende formbeskeder fra hhv. Naya og Sessan, som var inde på Skovbo og træne. Naya gik sit hidtil hurtigste arbejde, og gjorde det på en god måde, idet hun fik to gange 1600 meter, hvor hun specielt i det sidste heat fik lov til at strække ud.


Ken holder Naya til ilden, mens han tjekker klokken. 1.31/1000 meter kunne han klokke hende til i sit andet heat.

Naya har til tider løbet lidt uinspireret, men Ken var kun efter hende en enkelt gang undervejs i træningsarbejdet. Meget positivt, specielt med tanke på at Naya normalt er lukket til med et norsk hovedlag, for at få hende til at gå frisk fremad. Men det var ikke på i dag, og alligevel gik hun fint til den. Det ligner et tabt væddemål for carsten. Men det er han nok ligeglad med, når de første 10.000 ruller ind på Nayas præmiekonto. ;-)

Efterfølgende var ”Sessan” ude og træne sammen med Flying Onion, som Ken Ecce har i træning. De gik intervalarbejde på den lækre lige-ud sandbane, som for nylig er blevet etableret i den sydlige del af Skovbo.


Ken og Kasper bag Sessan og det ”flyvende løg”, på vej ud af lige-ud banen. Det er relativt indlysende hvad, der har givet banen sit navn. ;-)

Denne skønne bane er en kilometer, og anvendes til intervaltræning, da den er skånsom for hestenes ben, da man kan køre puls på hestene uden at behøve at køre så voldsomt stærkt, da banen er blødere/tungere, hvilket fremgår af billedet nedenfor.


En rigtig glad og tilpas Sessan udvendigt for Flying Onion. Læg mærke til hvordan hovene trænger længere ned i underlaget end på en almindelig bane.

For lidt over en uge siden måtte vi indkassere noget vi troede ville blive et tilbageslag for Sessans træning. Nemlig en hovbyld. Men denne blev heldigvis hurtigt opdaget og skåret ud, og gennem tålmodig indsats af Sessan og Carsten, med hoven i sæbevand dagligt, har Sessan hurtigt kunne genoptage sin træning, og dagen i dag skulle vise hvor hun er formmæssigt. Hun var nemlig nede og gå et hurtigtarbejde allerede i lørdags, men her var der åbenbart stadig lidt tilbage af infektionen fra hovbylden, for hun kom ind i stalden med puls 24/15 sek, og det var lige i overkanten.


Dagens træning nærmer sig en afslutning, og det er stadig med ørene helt fremme. Humøret er virkelig i top hos staldens heste!

I dag var det allerede på vej i den helt rigtige retning. Puls 21/15 sek. 15 min efter arbejdets afslutning, efter seks gange en kilometer i sandbanen. Det er godkendt. Specielt da hun efter 20 min. efter slut var nede på 17/15 sek. Så lige nu ser det ud til Sessan er klar til at starte igen først i maj. Næste hurtige træningsarbejde bliver næste tirsdag. Vi glæder os til fortsættelsen!



Copyright © 2008 Jespersen & Timm - Alle rettigheder forbeholdes.