HOVEDSPONSOR
 
 
Speedystarmanamana
14. april 2008

Det siger jo sig selv...

Naturligvis kunne det ikke blive noget helt almindeligt navn, til staldens første fælles føl!

Efter laaaaaaaaaang tids voteren, snakken frem og tilbage, eftertanke o.s.v. o.s.v er vi kommet frem til at vi vil forsøge at få registreret Uni og Legendens afkom: Speedystarmanamana.

Navnet har naturligvis også sin historie, som kommer her i en noget reduceret udgave. Winnie havde adskellige rigtigt gode forslag fremme, og de fleste af dem var begrundet i at hun gerne så at det blev et navn, som karakteriserede den bette rod. Speedy indgik i et af dem, fordi han er født hurtigt. Star indgik i flere andre, da han har den fine hvide plet i panden. Samtidig har vi jo et ønske og en drøm om at han skal blive både fartfyldt og en stjerne! Så det var jo oplagt at kombinere de to navne. Det var dog bare ikke så enkelt, at det kunne blive Speedy Star. for det navn er allerede optaget af en anden svesnkfødt hingst fra sidste år.

Så med den bevæggrund at vi gerne vil præmiere så mange såom muligt for gode forslag, så måtte der jo et "efternavn" til! Og her var det så at Manamana (efter nogen pres fra flere kanter, som sendte bl.a. wikipedia, og youtube referencer via mail) kom ind i billedet. For det første skal det blive fantastisk sjovt at høre speakeren skråle Speedystarmanamana, når vores hest løber først ind på opløbet. for det andet er det jo oplagt hvilken vindersang/melodi han skal have, og som vi så passende kan skråle med på nede i vindercirklen. For det tredje... så var det sjovt at kunne få det ordspil med, som det giver med SpeedyStar og Manamana, som jo rimer fortrinligt! Vi er godt klar over, at nogle krakilsk vil påstå der mangler et par h´er, men h´vad pokker... der var ikke plads til dem i de tilladte 18 anslag! Sådan er det bare! :-D Skulle han måske have heddet SpeedstaManahmanah? Guess not!

Nu bliver det så spændende, om STC vil anerkende navnet når vi fremsender registreringspapirerne... Givet er det i hvertfald at den unge mand i det daglige kommer til at hedde "Speedy", hvis navnet går igennem.

Champagnen er nu lagt på køl, og der bliver den, til vi kan holde "barnedåb" når Uni og Speedy igen er tilbage i stalden fra deres besøg på Hovhedegaard, hvorfra meldingen i øvrigt er at alt er vel, og Uni nu har fået anden omgang, da der ved første forsøg ikke var noget æg, som de små Global glide-spermier kunne søge tilflugt i. Det burde der så være nu, så nu holder vi fingrene krydsede og håber på snarligt resultat!

I forbindelse med barnedåben vil der naturligvis også være præmieoverrækkelse til "navnevinderne", for vi har to vindere. Winnie scorer en præmie for Speedystar, mens Nadia snupper en præmie for manamana! Men meget mere herom senere!

Som en lille bonus, kommer herunder lige en Manamana-video fra youtube! Så kan I begynde at øve jer. I har ca. tre år til den skal kunnes udenad! Heja Speedystarmanamana... du-du-bi-du-du




Copyright © 2008 Jespersen & Timm - Alle rettigheder forbeholdes.