HOVEDSPONSOR
 
 
Naya og New Lincoln viser fortsat fremgang
17. maj 2008

Så er der ved at være nyt fra stalden på alle fronter. Onsdag var Naya og New Lincoln på Skovbo til et træningsarbejde. Herunder er der billeder og tekst fra den træning, som viste at begge heste er på sikker vej fremad når der trykkes lidt på speederen, og hastigheden øges.

Senere i dag lørdag bør der være nyt fra Hovhedegård om Uni, og i går aftes kom der svar på seneste blodprøve taget på Sessan. Mere herom på siden senere.


Som vanligt var det Kasper som sad bag Naya.


Og til ære for fotografen skulle der lige "gasses" lidt!

En typisk træningssession for de to treåringer starter med en opvarming, som er på en fire-fem kilometer på banen. Herefter køres der et par heat på ca. 2000 meter hver, hvor tempoet succesivt øges, og så skal der køles af med skridtgang over yderligere et par omgange. Denne onsdag afveg ikke mget fra dette bortset fra at Ken måtte en tur i stalden og give New Lincoln gummiboots på, da han ikke kunne holde sig i trav, når der blev kørt til uden denne hjælpevægt på benen.


Ken på vej på banen igen efter et kort pitstop, for at "få justeret udrustningen".

Da der først var kommet boots på, var der ingen problemer og begge heste viste at de er på helt rette vej. Lincoln har dog stadig lidt tendens til at forfalde til pasgang, og behøver en solid opvarming for at få travet til at stemme helt perfekt. Når så han til gengæld er varmet godt igennem har han efterhånden rigtig god fart i sig.


New Lincoln udvendigt for Naya i andet heat i flot stil.

Også Naya er begyndt at få lagt sine bekvemlighedstakter på hylden, og viser masser fart. Naya skal ikke kæmpe så meget med sit trav, og virker lige pt. mere færdig som travhest end Lincoln. Men det har vekslet mellem de to gennem hele deres opvækst og kommer sikkert til at gøre det igen. ;-)


Lincoln før Naya på vej ud på sidste omgang af dagens træningsarbejde.

Afrundingsvis kan vi konstaterer at de to treåringer gik et afsluttende heat på 1.34/2000 meter, med 1.32 de sidste 1000 meter. I første heat viste de to heste iøvrigt 1.28-fart ove en distance på 500 meter, så alt i alt går det stille og sikkert fremad imod delmålet om prøveløb senere på året.


Copyright © 2008 Jespersen & Timm - Alle rettigheder forbeholdes.