HOVEDSPONSOR
 
 
Opløftende nyt
19. juni 2008

Efter et par triste uger – med chocket over tabet af New Lincoln hængende over hovedet – er der nu igen lidt godt nyt på hestefronten fra Stald Ømark-Jespersen.

I Jylland er Uni og føl blevet afhentet i sidste uge af Gunner Christensen – delejer af Legendary Lover K og indehaver af et hav af andre travheste, samt en dejlig gård i Biersted – og allerede i onsdags fik Uni frisk transportsæd fra Legenden. Så nu er der igen ventetid til en scanning kan afsløre om det har ”bidt” på hende denne gang. Speedystarmanamana – med forbehold for godkendelse af navnet – er det jo ved at være lang tid siden vi har set, og vi savner naturligvis både ham og Uni, men Gunner melder alt vel bortset fra at han har fået et skrub på et ben for en fjorten dage siden. Men såret heler fint, fortæller Gunner, og der er derfor ingen grund til bekymring.

Onsdag var det store testdag for Sessan på Skovbo. Sessan har, siden hun kom til Ken, gået tung ridetræning, og er nu oppe på tre intervaller pr. træning. I går var det så tid til hurtigt arbejde, og det var en meget tilfreds Ken som kom ind med en glad Sessan efter arbejdet. – ”Meget tilfredsstillende”, og ”Bedre end længe” var ordene fra headcoach Ecce, og det kostede dermed en sodavand i et væddemål indgået mellem Carsten og Lasse, som sad på trænerbænken i Tuborgsvinget på Skovbo og overvågede dagens træning intenst. For her var postulatet fra Lasse at Ken ville sige ”Det var fint nok”, hvilket er hans standard når vi spør’ til hvordan arbejdet gik. Men da det var bedre end fint nok i går, er det en vand undertegnede med glæde giver. Godt nok var pulsen 22 (88 slag pr. min. efter 15 min) efter arbejdet, hvilket er lidt højt. Nu fortsætter intervalarbejdet med hende, og på søndag skal hun lave sit næste tunge ridearbejde. Går det ok, så tyder meget på en start inden for de næste 14 dage, hvis der kan findes et passende løb til den unge dame. Dog er det ikke længere sandsynligt, at hun når i topform til årets udgave af Stochampionatet. Så det springer vi over, da vi ikke ønsker at udsætte hende for opgaver hun endnu ikke er klar til. Der kommer jo også et svensk hoppederby og Breeders Crown senere på året.


Sessan og Ken i fin stil udvendigt på Zero og Kasper

I går var også dagen, hvor et andet væddemål skulle udbetales. Desværre endte væddemålet om en kasse pils mellem Carsten og Kasper, om hvilken af de to N’er, som først løb 1.30 i træning. Den kamp tabte New Lincoln, og han må nu i stedet fortsætte kampen mod uret et andet sted i universet. Men ikke desto mindre var det Naya, som Kasper holder højt, der ramte de 1.30 i træning først, og derfor var det efter fair og square match, at Kasper i går kunne indkassere en kasse af de grønne. Om Carsten vil forsøge med en OMMER er endnu uvist, men Kasper kunne i hvert fald nyde sejrens sødme med et ”Capice”.


Carsten og Kasper ”ryster hånd”, mens Kasper synger med på ”Ka du se hva jeg sa”.

Samme Naya gik i øvrigt også et arbejde i går efter 1.34 fuld vej. Og fuld vej blev nærmest 2600 meter i går. Ken havde vist glemt, at han var kommet hjem fra Bornholm (hvor han tirsdag blev nr. 2 i deres 5-års mesterskab), hvor banen som bekendt kun er 600 meter, så han tog lige en ekstra runde med Naya, for lige at akklimatisere sig. Også med Naya meldes alt vel, og hun er i øvrigt også begyndt at ridetræne hjemme, hvor Carsten har fået en hjælper i stalden. En dygtig hestepige, hvis navn stadig er redaktionen ukendt. Men hun vil naturligvis på et senere tidspunkt også blive præsenteret her på siden.


Da Ken var forsinket i forbindelse med sin hjemkomst fra Bornholm, tog Carsten selv vare på opvarmningen af Naya, som optræder mere og mere modent på banen. Her ved at række tunge af fotografen!


Herefter overtog Ken, og han var igen godt tilfreds med den dejlige tråring, som hele tiden udvikler sig positivt.




Copyright © 2008 Jespersen & Timm - Alle rettigheder forbeholdes.