HOVEDSPONSOR
 
 
Hjemme igen…
10. juli 2008

Efter at have været borte i næsten tre måneder var det naturligvis med stor spænding at turen fredag den 4. juli gik nordenfjors til Gunnar Christensens gård i Biersted, hvor Uni og Speedy havde tilbragt de sidste tre uger efter de ”mislykkede” to foregående måneder på Hovhedegaard. Her skulle vi nemlig hente Uni og føl hjem efter hun tidligere på ugen var blevet konstanteret drægtig ved Legendary Lover K igen.

Det blev til meget tidlig afgang (kl. 6) fra Mørkøv, og så var det ellers nedenom og over Storebælt på en dag, som bød på fantastisk vejr og dermed også fantastiske udsigter igennem det danske landskab i samtlige 400 km, som er distancen til Biersted.


Smuk morgen og klar til afgang.


Storebæltsbroen – bare en af mange smukke udsigter på en sommerdag.


Omkring kl. halv elve var vi fremme efter en smertefri tur og efter lige at have hilst på Gunner og familie blev vi vist ud i folden hvor Uni og Speedy gik sammen med to andre følhopper og deres føl. Det stod hurtigt klart at Speedy var den førstfødte, for han var væsentlig større end de øvrige. Det stod også hurtigt klart at han ikke havde været meget i menneskehænder, for han tullede mest rundt for sig selv. Men lækker så/ser han nu ud, hvilket også fremgår af nedenstående billedserie. ;-)


Uni, Speedy og deres ”flok”.



Speedy og Uni hygger sig i folden. Og jeps…det er vist en hingst – ham Speedy


Efter at lige have hilst på vores heste, så var det tid til at tage et kig på et tiltalende Legendary-afkom, som undertegnede allerede sidste år havde kig på ved et tidligere besøg i det jyske. O M X Twenty er navnet, og han er stadig en tiltalende hingst.


O M X Twenty og ”Legendens” delejer Gunnar. O M X er naturligvis opkaldt efter det danske aktieindex for de tyv mest likvide aktier på den københavnske fondsbørs.

Herefter var det tid til at hente Uni og Speedy og få dem lastet, hvorefter hjemrejsen kunne påbegyndes.


Carsten ”indfanger” Uni.


Uni går ind i stalden, og Speedy følger stille og roligt efter. Derefter var det ingen sag at læsse dem i Carsten gode trailer.

Efter endnu 4½ time bag rattet var vi endelig hjemme igen i Mørkøv, og det var et par veltilfredse heste, som blev læsset af i folden efter den lange rejse, hvor de blev mødt af nysgerrige blikke fra Naya og Bolette. Til Uni og Speedys ros skal det siges, at der var ingen som helst ballade undervejs på turen, og de opførte sig mere end eksemplarisk. Så vi slap for at høre på unger på bagsædet, som ville have is, skulle tisse eller bare gerne ville vide hvornår vi var fremme! Utroligt hvad en klud med æter kan gøre. ;-) Ej heller var de berørte af den lange tur, eller specielt svedt op, da de igen kom ud af traileren. Et par rigtig gode rejseheste!


Uni og Speedy tilbage i vante omgivelser.


Den unge mand holdt sig dog pænt i mors skørter, den første tid. Man ved jo aldrig… det kunne jo være lidt farligt det hele.

Der gik dog ingen tid før alt åndede fred, ro og idyl på gården, og en ting er helt sikkert. Vi er rigtig glade for at Uni og Speedy, og det som Uni nu bærer rundt på i ”vommen” er hjemme i god behold.


Man kan blive noget så tørstig af sådan en køretur!


Når enden er god...




Copyright © 2008 Jespersen & Timm - Alle rettigheder forbeholdes.