HOVEDSPONSOR
 
 
Sessan starter fredag!
16. juli 2008

Foto: Sessan udvendigt i mandagens træningsarbejde på Skovbo

Efter lang tids sygdom og andre småskavanker viste mandagens træningspas, at nu er Sessan endelig på vej tilbage i den rette form.

Derfor har Ken meldt hende til et løb på Charlottenlund Travbane på fredag. Her er hun ude i et løb for heste op til 112.500 kr, hvor heste med over 12.501 kr får 20 meters tillæg og heste over 37.501 får yderligere 20 meters tillæg. Sessan starter dermed i første tillægvolte, hvor der er tre heste - heriblandt den formodede favorit Meteor Hill, som kommer med tre sejre på stribe - i et felt med kun ni heste. Forventningen er at hun leverer et løb, som vi ved hun kan, hvilket bør række til en plads blandt de tre første. Det er klart at hun sikkert savner det berømte løb i kroppen, men hun virker ok i træning.

Ken har ridetrænet hende siden hun kom ned i træning på fuld tid, og det har givet resultat i form af, at hun har fået større muskler på kroppen. Så nu skal den ekstra muskelmasse bare omsættes til fart, og det gøres bedst ved at hun kommer ud og starter på regelmæssigt nu. Så.... kryds jeres fingre og hjælp os med at undgå flere skader og sygdom. :-)

Også Naya er jo i fuldtids træning hos Ken pt., og også her er udviklingen positiv. Hun træner nu 1.26 fuld vej, og udvikler sig fra uge til uge.


Naya klar til træning for vogn mandag eftermiddag.

Også Naya har Ken ridetrænet, og det har vist været lidt af et cirkus fra tid til anden. naya kan nemlig være lidt flegmatisk og det har Ken fået at mærke, når han har troet de skulle den ene vej hjemme på sandbanen, mens Naya så pludselig har besluttet sig for, at hun lige skulle ind på den lidt lettere kørebane, som ligger lige ved siden af, hjemme på Ken og Berits gård. Ken fortæller at han en enkelt gang har hængt nærmest nede på siden af Naya, når hun har lavet et pludseligt skift i træningstaktikken og smuttet ind på banen ved siden af. I hvert fald har han været glad for at der ikke har været kamera på ved disse lejligheder, for så var han sikker på at de havde ligget højt på Youtube-toppen eller havde givet kassen i "Hit med videoen". Men Naya skulle nu have lært hvad det drejer sig om, så eventuelle papparazzier behøver ikke længere hænge rundt om i krattet i det midtsjællandske i håb om at få "Ken i kassen!". :-)


Copyright © 2008 Jespersen & Timm - Alle rettigheder forbeholdes.