HOVEDSPONSOR
 
 
Naya igen i trioen!
18. februar 2009

Efter sin "rumler" (startgalop, og dermed uplaceret i mål) i forrige start, var det søndag tid for Naya at revanchere sig på Lunden. Et løb over 2000 meter med autostart og Naya - med Ken i vognen - havde trukket gode spor 1.

Dagen startede lidt hektisk for familien Ømark-Andersen, da Naya havde jokket en sko af, og da Ken samtidig lykkedes at komme for sent til Lunden p.g.a. en flad lastbil, så var stilen lagt. ;-)

En ny sko kom dog på, eller rettere to nye, da det viste sig at den tilbageværende sko også var nedslidt. Dog måtte Naya denne gang undvære de såler hun normalt ellers har på, da det med kort varsel ikke var muligt at skaffe et par nye til hende.

Løbet fik en løbsafvikling, hvor Naya fra start kom til at sidde som anden hest i indersporet, da meget starthurtige Maria Fønix med Kasper K. hurtigt satte sig på føringen. Favoritten fejlede stort i starten, og alt så rimeligt lyst ud. Specielt da den udvendige hest for Naya og Ken fejlede og Ken herefter kunne gå ud i andet spor, med den klare bagtanke at overtage føringen fra Kasper. Dette var også sket hvis ikke Naya havde delvist nægtet, og delvist ikke kunne komme forbi en Maria Fønix, som nu lå lidt på da hun fik hest op på siden af sig. Dermed blev det en "rejse i dødens" for Naya de næste 800 meter af løbet, indtil Maria Fønix på sidste langside fejlede i føringen og Ken kunne sende Naya forbi. Denne position blev dog kun holdt frem til opløbet, hvor der kom et stærkt angreb bagfra, som Naya ikke havde noget modsvar til og i de sidste skidt måtte Naya også slippe den ellers fejlende favorit forbi, så det endelige resultat kom til at hedde en tredjeplads i tiden 1.17,2/2000a og yderligere godt 3000 kr på præmiekontoen.

Efter løbet havde Naya lidt højere puls end sædvanligt, hvilket stemmer godt overens med, at hun op til denne start ikke har fået helt den mængde træning Carsten ellers gerne ville have givet hende. Dermed var der en god forklaring på, at hun denne gang ikke viste samme overskud i løbet som i de tidligere løb. Så nu er det tilbage på træningsbanen, på med et par nye sko, og så har Carsten indstillet sigtet på et løb for hopper med op til 22.000 kr på kontoen i marts på Charlottenlund Travbane. Perfekte propositioner for Naya Hanover, så det bliver et løb at se frem til! ;-)


Copyright © 2008 Jespersen & Timm - Alle rettigheder forbeholdes.