HOVEDSPONSOR
 
 
Speedy stortrives i Sverige
4. april 2009

For en lille uge siden var vi i Sverige med Speedy, som er kommet i "Børnehave" hos Jägersro-træneren Joakim Lövgren. Det betyder at Speedy nu har indledt næste kapitel i hans liv, og de første bulletiner fra Jägersro, hvor Speedy nu står opstaldet, og skal lære lidt om livet som travhest, går på at han stortrives!

Selve turen over Øresund foregik helt smertefrit - Efter Speedy var blevet lastet altså! For helt frivilligt at gå op i traileren, nah... den går altså ikke når man lige er fyldt et år og gerne selv vil bestemme. Men da man først var vel oppe i vognen og fandt ud af at det altså ikke gjorde ondt, så opførte man sig eksemplarisk resten af dagen.

Vel fremme i stalden gik Speedy glad og højt vrinskende med ind til sit nye hjem, hvor han hilste på sine naboer og var generelt helt uimponeret af de flere år ældre "kollegaer", som ellers lige skulle prøve deres nye staldkamerat af, som heste nu engang gør. Men det virkede til at Speedy hurtigt følte sig hjemme og fik sig et par nye venner i "dagplejen".

Allerede dagen efter sin ankomst viste Speedy, at han var faldet til og iøvrigt har sin helt egen holdning til hvordan tingene skal foregår. Der måtte nemlig hele fire folk fra stalden til at fange ham ind fra hans første tur i en svensk fold. Dagen efter var dette antal dog reduceret til tre, og efter endnu en dag havde Speedy affundet sig med at han altså skulle lidt tidligere ind i stalden end han har været vant til hjemme hos Carsten og Winnie.

Forrige lørdag var vi så på besøg hos Speedy, da Jägersro afviklede løbsdag, så vi slog to fluer med et smæk og fik set noget travløb også mens vi alligevel var over broen. Her blev vi mødt af en glad og nysgerrig Speedy, som i øvrigt får store roser med på vejen af træneren! - Sjældent har jeg set så fin en etåring, - lyder beskeden fra Joakim. - Han er virkelig veludviklet. Hvad pokker har I givet ham at spise? Væksthomon? jokede den lune Lövgren, da vi besøgte pauserummet oven på stalden efter dagens løb.

Denne besked blev iøvrigt gentaget da undertegnede et par dage efter talte med Joakim i telefonen. - Jeg har netop set gutterne træne med ham (Speedy har nu lært at få sele på og gå omkring med denne, og har ifølge rapporterne lært sig tingene til UG, red) og jeg må stadig sige at jeg er imponeret. Det er virkelig en fin hest I har opfødt der. Som han ser ud nu, sådan ser de fleste et-åringer først ud om et halvt år, når det er tid til kriterie-aktionen. Jo tak siger vi bare og labber alle roserne i os. Joakim var på forhånd lidt skeptisk for om Speedy kom over lidt for tidligt, men efter han har set og oplevet ham, så er han også kommet til den erkendelse, at Speedy sagtens kan håndtere dette afbræk i sin dagligdag, og har godt af disse nye udfordringer!

Det forventes lige pt. at Speedy skal være hos Stall Lövgren i endnu fire til fem uger inden han skal hjem igen og gå og hygge sig med at gå på sommergræs. I den periode vil han få yderligere rutine i at gå i en sele, og lære de øvrige daglige ting i stalden. Slutteligt vil han ganske kortvarrigt få en vogn bag sig også, hvis han til den tid er nået så langt i sin mentale og fysiske udvikling. Men helt aktuelt kan det konstateres at han stortrives i sine nye omgivelse, og Carsten og Winnie får ros for at have gjort et godt arbejde med at opdrage ham!

Mor Uni er iøvrigt hos Stutteri Laser på Fyn til bedækning ved Legendary Lover K igen, mens Naya lige pt. holder lidt løbspause for at komme sig helt over et knæ som driller lidt. Men alle heste har det godt og trives rigtig fint.

Foto: Speedy ankommer til Stall Lövgren og modtages af dygtige Timo Nyman fra stalden. Det er Timo og en anden dygtig staldmand ved navn Rolf aka "Pingen", som tager sig af Speedy til daglig.


Copyright © 2008 Jespersen & Timm - Alle rettigheder forbeholdes.